BAG OM COCKTAILEN
French Kiss er endnu en af KlarBars specialiteter. Cocktailen blev opfundet med ønsket om, at vise danskerne, hvilken elegance og rundhed, som cognaccoktails også kan have. I vores mange år i den mobile bar branche har vi (desværre) oplevet, at cognaccocktails hører til sjældenhederne, og det er i følge os en skam. Folk forbinder cognac med gammeldags og mere sprittet, og det kan på sin vis også være rigtig i visse tilfælde, men cognac spiritussen kan langt mere end som så.
Med French Kiss har vi forsøgt at lave en cocktail, som viser de mere bløde, varme og friske sider, som cognac i den grad også besidder. Sammen med friske brombær, citronsaft og passionslikør omfavner cognac’en de eksotiske nuancer. De søde og friske smagsnuancer fra de forskellige likører og bitre fremhæver den runde smag i cognac’en, så nuancer af chokolade, karamel og skovbær istedet fremtones. Alt i alt en super skøn cocktail, som i den grad fortjener en plads på ethvert cocktailkort.